Velkommen til bloggen. Her kan du følge med i den hektiske hverdag på Samsø Flyveplads.

torsdag den 10. juni 2010


Tirsdag d. 8. juni 2010
Kongeskibet lægger til i Kolby Kås på Samsø

Møde med Dronningen



Gennem skoleåret 2009-2010 har jeg undervist et hold efterskoleelever på Samsø Efterskole i flyvning. Ideen var at give eleverne et kursus svarende til omtrent en kvart PPL teori, men det viste sig hurtigt lidt for ambisiøst. I stedet udviklede kurset sig til en slags udvidet erhvervsorientering, hvor vi ud over flyveteori har beskæftiget os en hel del med alle de forskellige faggrupper der arbejder indenfor luftfart og flyvning. Noget flyvning har der dog været, for på efterskolen er der indrettet "simulatorrum" med 3 stk computere med styregrejer, som vi har brugt en del, og derudover har eleverne fået et par ture med mig som instruktør.

Dronningen på besøg

I løbet af vinteren blev det ganske vist, at Dronning Margrete skulle besøge Samsø en hel dag, og et af de mange steder hun skulle besøge blev Samsø Efterskole. Tirsdag den 8. juni oprandt den store dag, og efter morgensamling på skolen var alle 150 elever og lærere klar over hvor de skulle være og hvad de skulle foretage sig. Flyveholdets "simulatorer" var blevet flyttet til et større klasseværelse, hvor vinduerne var blevet pillet ud så fotograferne kunne tage billeder ind i lokalet.

På slaget 14:46 ankom majestæten til skolen, og efter at være blevet vist rundt på skolen, hvor hun blandt andet kunne møde bueskytter, go-cart kørere, dykkerhold og to elever på deres værelse, blev hun vist ind i flyve-klasseværelset hvor hun blev præsenteret for de flyvske elever. "Hvor interessant" sagde majestæten da forstander Lasse Ovesen præsenterede elever og lærer, og hun fik så en sludder med en af de seks elever der stadigvæk holder ved.

Da dronningen var på vej ud kom hofmarskallen hen til mig og stillede et par uddybende spørgsmål om hvor meget eleverne flyver, og om de får lov til at flyve alene, og da dronningen var gået videre til prøvesmagning af årets første samsø-jordbær var hele seancen overstået.

Efter dronningebesøget satte jeg så kurs hjemad mod nordby og på vej skulle jeg hente min datter i skovbørnehaven. Tilfældigvis fik jeg indhentet den royale konvoj der var på vej til Nordby, og det var spøjst at køre forbi alle de glade samsinger der stod og vinkede . . . . lidt royal har man vel lov at være . . . i den kongeblå volvo herregårdsvogn . . . . fra 1995 :-)

Datteren blev samlet op imuddelbart efter at alle hendes kammerater fra skovbørnehaven havde vinket til dronningen, og i Nordby nåede vi endnu engang at vinke til majestæten, da hun satte kurs sydpå efter veloverstået besøg hos vores keramiker.

Som krølle på historien blev jeg ringet op af en dame fra New York i Amerika netop som Dronningen skulle passere på vej sydover. Damen fra NBC ringede fordi hun ville bestille en taxiflyvning til en TV-fotograf der skulle besøge Samsø et par dage senere, og hun lød som om det var ret spøjst at lytte med "live from Denmark" da dronningen kørte forbi. Spøjst at tale med en dame i New York netop som vores Dronning besøger Samsø, mens vores Kronprins rejser rundt derovre. Men sådan er der så meget.

Sikke en dag, og sammen med TV-2 NEWS nåede jeg i øvrigt også at tage luftfoto til Samsø Posten da kongeskibet Dannebrog lagde til kaj i Kolby Kaas på Samsø, men det er en anden historie.

tirsdag den 8. juni 2010

KO-pilot for en aften

Efter at have fløjet over flere hundrede timer i den dejlige Cessna 206, blev jeg tilbudt at være "KO-pilot" for en aften. En af Samsøs mange driftige landmænd ringede nemlig tirsdag eftermiddag og spurgte, om jeg var til at hyre for en eftersøgning af 11 kvier, der var stukket af fra hans gård. For et par år siden var jeg på eftersøgning af en hund, der dog ikke var til at finde, men mon ikke det ville være til at få øje på 11 kvier?

Vi aftalte, at han skulle dukke op med 5 udkigsmænd m/k, og så kunne vi i det mindste prøve.

Efter at have været en tur i Kalundborg for at tanke Cessna 206'eren, mødte landmanden og holdet op kl 19:30 som aftalt, og et kvarters tid senere var vi i luften over Samsø. Fra godt 800 fods højde havde vi ret godt overblik og samtidigt mulighed for at se mange detaljer, og landmanden dirigerede mig rundt fra mark til mark. Først forbi Besser og via Langemark til Tranebjerg, og efter at have fløjet rundt om vores "hovedstad" cirklede vi et par gange rundt over marker og en lille skov nord for Tranebjerg. Da der ikke var nogle køer at se, fløj vi en tur sydpå til landmandens gård og rundt over det sydlige Samsø.
Efter et kvarter i luften mente landmanden, at det nok ikke nyttede, så jeg satte kurs mod flyvepladsen. På vej mod Østerby, næsten midt på Samsø, lød det fra en af udkigsmændene: "Der går da to kvier på den mark dernede, gør der ikke?" Og ganske rigtigt, midt ude i en grøn kornmark stod der to kvier og så forvirrede ud. Straks vendte jeg flyet og fløj rundt om Onsbjerg, vest for Østerby og langs en bæk stod yderligere 8 kvier. Efter at have cirklet endnu en gang rundt om de to kvier på kornmarken, og de 8 ved bækken, var dyrenes positioner noteret, og vi fløj tilbage til flyvepladsen. Det var en succes, og det var en glad og tilfreds pilot der kunne trille hjem efter at have været på overarbejde.